Jens Gnaur

Jens Gnaur, er cand.mag. i engelsk sprog og litteratur, religionshistorie og indisk klassisk litteratur og filosofi. Siden slutningen af firserne har han arbejdet internationalt som udviklingskonsulent indenfor uddannelse, human ressources, og reformer i forbindelse med demokratisering. Han er vidt berejst i Asien og Afrika. Som rådgiver for Danida boede han fire år med sin familie i det buddhistiske himalayakongedømme Bhutan og senere i Laos, hvor han arbejdede for FN. Han har opholdt sig i Indonesien i længere perioder og har på det seneste boet og arbejdet i Sierra Leone i Vestafrika.

Jens har tilbragt mange somre i Sydeuropa, som altid har været en stor inspirationskilde. Med udgangspunkt i sine erfaringer fra bl.a. Bhutan, Laos, Philippinerne, og Indonesien har forfatteren en særlig interesse i sammenhængen mellem demokrati, bæredygtighed og lokal udvikling. Æstetisk skønhed og naturoplevelse har været grundtemaer i forfatterens liv og en kilde til glæde og livskvalitet. Jens Gnaur har gennem mange år boet med familien ved de smukke Mols Bjerge.

Han har udgivet action romanen Dragen i Brønden, en miljøroman, Havskum, og en bog, Being One, om Bhagavad Gita, et klassisk skrift i den indiske filosofiske og litterære tradition.